Medlemsorientering marts 2019

Kommuneplanen 2018-2023 blev politisk vedtaget i juni 2018. Rammebestemmelserne for maksimal bebyggelsesprocent er ændret fra tidligere 30% til nu 25%. I områder med en allerede eksisterende lokalplan, som i Nygårdskvarteret, betyder det at der ikke længere gives dispensation ud over 25%. I ganske specielle kan tilfælde, hvor helheden taler for det, kan bebyggelsen overskrides med 2-3 m2.

I 2017 besluttede kommunalbestyrelsen, at der max. må køres 40 km/t på alle offentlige indre vej i kommunen. I 2018 afsatte Teknik- og Miljøudvalget 5 mio. kr. til brug for hastighedsdæmpende tiltag i såvel nye som gamle zoner. Samtidig indkaldtes til 4 workshops og 2 følgegruppemøder, hvor ideen har været at lade borgerne komme med forslag og input til netop deres område. Bestyrelsen kan desværre konstatere, at forvaltningen efterfølgende fokuserer på de nye zoner, hvorfor der ikke vil ske noget omkring fartdæmpende foranstaltninger på Lørenskogvej og Korsdalsvej. Bestyrelsen bakker følgegruppens forslag op om at prioritere disse veje af hensyn til den stigende trafik til IrmaByen. For at lægge pres på beslutningstagerne har vi kontaktet Grundejerforeningen Hjortevænget, som vi ved har samme opfattelse af situationen omkring især trafikken på Lørenskogvej.

I efteråret viste en Rambøll-rapport bestilt af Rødovre Kommune, at der er over 8.700 støjplagede boliger i Rødovre over 58dB fra M3. Støjen er desværre steget kraftigt de senere år pga. øget trafik, men især fordi den støjdæmpende asfalt er helt nedslidt. Mogens har rettet henvendelse til transportminister Ole Birk Olesen om et møde i sagen for at få den nye klimavenlige og støjdæmpende asfalt pålagt snarest muligt.

Kommunen har vedtaget en ny rottehandlingsplan for 2019 – 2021. I 2008 modtog Rødovre Kommune det højeste antal anmeldelser (1321), men siden 2008 har antallet af anmeldelser været generelt faldende med et niveau på 1000 årlige anmeldelser. Der kan foretages rotteanmeldelse døgnet rundt via kommunens hjemmeside. Borgere, der anmelder rotter, får normalt besøg af rottefængeren senest første hverdag efter anmeldelse. Ved anmeldelse af rotter i beboelse eller på institutioner, fødevarevirksomheder og lignende rykker kommunen ud hurtigst muligt og som udgangspunkt samme dag, som anmeldelsen modtages.

Rottebekæmpelse er dyrt i Rødovre for grundejerne i forhold til landsgennemsnittet. Link til Rottehandlingsplanen er lagt ud på hjemmeside og facebook.

Lokalplan 144 og 145 omhandler første del af Bykernen ved Egegårdsvej og Næsbyvej, som ventes at stå indflytningsklar inden de næste par år. Kombinationen af flere boliger, samt den planlagte udvidelse af Viften og nedlæggelse af flere parkeringspladser i forbindelse hermed, vil med stor sandsynlighed medføre mangel på p-pladser. Mogens har rejst spørgsmålet i Teknik- og Miljøudvalget og ønsket, at der laves erstatningspladser, således især Lucernevej ikke rammes af ekstra mange parkerende biler. Høringssvar på de to lokalplaner skal være indsendt til kommunen senest 8. april.

Det er nu muligt at anmelde manglende gade lys til Ørsted via deres hjemmeside: https://orsted.dk/Privat/Kundeservice/Kontakt/Fejlmeld-gadelys

Linket ligger også på vor hjemmeside.